3 drenge og 1 pige, fra friluftsholdet valgte mellem torsdag d 12. og fredag d 13. januar, at sove i hængekøjer i 8 meters højde. Skønt der varr koldt, og midt om vinteren, var der noget helt specielt over at gøre noget, man ikke har gjort før, at sætte mål og nå dem.

Turen.

Det blæser og det blæser. Hvis man synes det blæser meget nede på jorden, så er det intet i forhold til, hvis man ligger i en hængekøje 8 meter oppe. Stjernehimlen er klar som aldrig før. Skønt der er koldt, og det er midt om vinteren, er der noget helt specielt over at gøre noget, man ikke har gjort før, at sætte mål og nå dem.

Hængekøjen vipper, der blæser kold luft ind på dig, hjelmen strammer om dit hoved, og du kan mærke sikkerhedsslyngerne hive i dig. Alt dette går du igennem, mens du ligger der helt stille i soveposen. Det bliver mørkere og mørkere, og du falder mere og mere i søvn.

 

Begyndelsen.

Det startede sådan set torsdag d 5. januar, da vi fik at vide, at vi d. 12. januar skulle på tur. Vi skulle selv finde ud af, hvad vi skulle lave. Finn havde lavet nogle forslag, men så sagde Pelle:

”På et tidspunkt var der nogle, der ville sove i hængekøjer oppe på klatrevæggen. Jeg tænker man kunne cykle ud, og finde et sted, hvor man kan træklatre, og så sætte hængekøjer op og sove der.”

Martin, Patrick, Signe var straks med på idéen, og så satte vi os ned. For at finde ud af, hvad denne klatretur skulle handle om.

Planlægningen.

”Der er et træ over i haven, jeg tror, kunne være god at hænge, hængekøjer op i” sagde Martin.

Vi gik straks hen og kiggede på det, og blev enige om, at vi sagtens kunne hænge 4 hængekøjer op. Hvad kunne man så ellers lave? Hmm, den var lidt sværere, men vi vidste godt, at man ikke bare klatrer op i 8 meters højde. Vi skulle tjekke, om der var nok værktøj, til både at klatre og altid have sikkerhed, mens vi var i træet. Vi skulle sørge for, at vi kunne de forskellige teknikker, som vi skulle bruge mens, vi var i træet.
Det var vigtigt, at vi kunne prosikklatre, sikre os selv, og afsikre os hængende i rebet, og gerne lidt hurtigt. Det lyder måske ikke så svært, men noget er at gøre det i en gymnastiksal. Det er straks noget andet at gøre i mørke, i et træ, mens man skal tisse.

 

Opstigningen.

Efter 4 timer var vi endelig færdige med at sætte hængekøjer op. Og vi kunne begynde opstigningen, der forhåbentlig ville blive sidste gang inden morgenmad. Vi håbede, vi ikke skulle tisse, for hvis man skulle, så varede det 5-10 minutter, inden man var nede. Sove gik nemt for nogen, og svært for de fleste for med vinden, kulden og irritation fra slyngerne, lå man uroligt og god nattesøvn var svær at opnå.

Slutningen.

Kl. 7 næste morgen da vi satte os ned for at spise morgenmad i den stille, varme gymnastiksal, var vi alle enige om at det havde været en oplevelse for livet, og vi var glade for at vi gjorde det, selvom det ikke var alle, der havde klaret hele natten oppe i træet.

 

En beretning om:

Signe Vest Sørensen, Patrick Wang, Martin Olsen og Pelle Bramsfort.