Friluftsliv

Hvis du elsker at være udendørs, så bliver du på friluftslivslinjen meget klogere på hvordan du kan tage afsted på tur, både i og udenfor Danmark. Det klassiske slogan indenfor friluftslivet: ”tør, varm og mæt” er et udgangspunkt for det du lærer, og du vil helt sikkert komme til at føle dig klar til selv at tage på tur, eller invitere dine bedste venner eller familie med ud på eventyr. Netop det er hele formålet med forløbet: At du bliver en form for friluftsambassadør, som lokker andre med ud på skønne naturoplevelser.

Vi bruger naturen som undervisningslokale, og du kommer derfor til at kende området omkring efterskolen rigtig godt – Fyns største søer og området omkring Svanninge Bakker og Bjerge.

Det er ingen forudsætning, at du har erfaring med at være på tur, men det er godt, hvis du er nysgerrig på, hvordan din krop reagerer, når den bliver træt af at gå, løber tør for energi eller bliver kold. Alt sammen noget du kommer til at lære, hvordan du håndterer.

Du bliver klogere på:

  • Hvordan man planlægger ture. Du kommer selv til at planlægge din egen 3-dagestur.
  • Hvordan man kan overnatte på forskellige måder, så man får forskellige oplevelser.
  • Hvilket udstyr der kan hvad og hvordan man selv kan reparere det. Du bliver også klogere på, hvad man skal kigge efter når man skal anskaffe sig anvendeligt og brugbart udstyr.

Grundlæggende behandling af klassiske skader og skavanker, så man ikke behøver at aflyse turen bare på grund af et par vabler. Alt det grundlæggende for at komme afsted på tur, bl.a. hvordan man bedst pakker sin rygsæk, og hvordan man bruger et kompas. Forskellige måder at lave mad på. Både det nemme og hurtige, men også det lækre og mere krævende, så du f.eks. kan servere hindbærsnitter lavet på bål.

Friluftslinjen er for dig, der elsker turaktivitet og udelivet.